Jeg er selv mere eller mindre fan af ham (også selv om han er død for længst), men alligevel har jeg en idé om, at han tog fejl. Bare en lille smule. Darwin mente jo, at de, som tilpasser sig bedst, overlever. Menneskene kunne tilpasse sig over hele kloden, var gode til at formere sig (haha) og kunne nemt finde føde. Derfor overlevede vi, mente han. Dinosauroserne kunne ikke tilpasse sig mange steder, og havde brug for alt for meget føde. Derfor døde de, mente han.
Jeg har tænkt en del over det her på det sidste, og er nået frem til den konklusion, at det ikke er dem, som tilpasser sig hurtigst, der overlever, men dem, som stræber efter mest. Dem, der er mest grådige. Det lyder skørt, for grådighed plejer at være noget dårligt, men hvis jeg bare har en lille smule ret, så er det vores grådighed, der har bragt os så langt.
Vi stræber efter så meget - vi vil have alt. Selvfølgelig findes der undtagelser, men der er ikke mange. Det er os, som i dette tilfælde ikke er undtagelser, der sørger for, at menneskeheden overlever. Vi opfandt elektriciteten, vi besøgte månen, vi byggede boliger over hele kloden, vi indførte styresystemer. Vi gjorde os til dem, vi er i dag. På grund af grådigheden. Dengang vi var rensdyrjægere hele bundtet (og andre ting andre steder på kloden), var det ikke nok. Vi ville også udforske havet - dyrene på landjorden var ikke nok. Så østerssamlerne kom. Vi ville have ting, som åbnede muligheder for os, så vi ikke kedede os. Legetøjet og redskaber kom. Og mens vi blev grådigere og grådigere, voksede vores viden også, og det gik hurtigere og hurtigere.
I dag vil man ikke finde sig i, at vores hjerne er den største på Jorden, så vi gør computerne klogere end os, hvilket de eftersigende skulle være i 2019. Grådigheden har bragt os hertil, og den vil bringe os videre, men hvor lang tid? En dag vil den give bagslag - den er faktisk allerede godt i gang. Det er jo den, som har forårsaget den menneskeskabte del af den globale opvarmning. Vi var grådige, vi ville have mere og kunne mere, så vi begyndte at ødelægge jorden. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er bange for klodens overlevelse, derimod naturens, dyrenes og til sidst, men ikke mindst, vores egen.

?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar